Patienthistorier

Bettinas historie

Bettina går til årlig kontrol for modermærkekræft. Alligevel opdagede hun en lille, tør plet på næsen, der viste sig at være basalcellekræft.

En lille, tør plet

Jeg har den forhistorie, at jeg faktisk går til kontrol allerede en gang om året på grund af modermærkekræft. Men på trods af kontrol i februar måned opdager jeg en lille, tør plet i april. Jeg havde det lidt sådan ”aarg, jeg orker næsten ikke gå ned og tage en ekstra kontrol”, men jeg gjorde det alligevel. Der var noget inde i mig, der sagde, at jeg ikke skulle gå rundt med en plet, som ikke helede.

Min hudlæge var faktisk slet ikke i tvivl – selvom han lige havde set mig to måneder forinden. Den plet var basalcellekræft, så der skulle tages en biopsi. Min hudlæge henviste mig heldigvis til Mohs kirurgi med det samme. Der var ikke noget ”mellem”-step. Et par dage efter, jeg ringede ned til Hudkræftklinikken, blev jeg indkaldt til forundersøgelse på Bispebjerg, som jeg takkede nej til. Det her skulle fjernes med det samme og blive pænt – derfor ville man benytte Mohs kirurgi.

Større end det så ud

Det lignede, at jeg havde haft en lille piercing i næsen, som jeg ikke brugte mere. Så lille et område var der tale om. Jeg prøvede at overtale Martin Glud til, at der ikke var noget. Herefter kiggede han på mig og sagde: ”Der er i hvert fald 4×5 millimeter, så det skal vi have fjernet”. Det viste sig endda, at det selvfølgelig havde bredt sig, hvilket jeg blev forfærdeligt overrasket over.

Flere bør kende til Mohs kirurgi

Jeg havde ikke hørt om Mohs kirurgi før, selvom jeg kender flere, der har fået fjernet basalcellehudkræft, også i ansigtet. Jeg er glad for resultatet og synes, det er supervigtigt at sprede kendskabet til Mohs kirurgi, så folk ved, at det er en mulighed.

Har du en hudforandring, du er bekymret for?

Du kan booke en tid direkte – uden henvisning. Kontakt os, så finder vi en tid til dig.